Af Mie Christiansen
Evelyn “Evie” (Nathalie Emmanuel) er en rodløs og forældreløs afroamerikaner, som arbejder sig igennem tilværelsen med lavtlønnede catering jobs i New York. I sin søgen efter sin familie tager Evie en DNA-test. Det fører hende til en fjern slægtning: en velhavende, hvid brite, som har alt det, Evie ikke har.
Henrykt over fundet af sit nye familiemedlem, inviterer han hende til familiebryllup i England. Trods advarsler om denne fremmede families intentioner fra den gemytlige veninde, Grace (Courtney Taylor), takker Evie ja til invitationen.
Herfra udspiller resten af The Invitation sig i et storslået og gotisk palæ, hvor brylluppet også skal foregå. Evie møder her godsejer og bryllupsgæst, Walter (Thomas Doherty). Heldigt for den betagede Evie er hun ikke i familie med Walt, der hurtigt charmerer sig ind på hende.
Trods et ophold plaget af mareridt, mærkelige samtaler med de andre gæster og mystiske hændelser gør romancen med den uimodståelige Walt det svært for Evie at rejse væk fra alle besynderlighederne.
Lidt for sent lærer hun, at hun ingen almindelig bryllupsgæst er. Hun er derimod bruden selv! Evie er det manglende led i en ældgammel pagt mellem fire vampyrfamilier, og omend hun vil det eller ej, må hun giftes med Walt for at forevige denne.
Det er som om, Get Out (2017) møder Ready or Not (2019) krydret med vampyrer. The Invitation har gyserelementer med fra bedste skuffe, og der spares bestemt ikke på tordenskrald og uhyggeligt baggrundsmusik i særligt åbningsscenen, hvor der ingen tvivl hersker om, at filmen er ment som en gyserfilm.
Men overforbruget af mislykkede jump scares får den til at fremtræde plat og klichéagtig i stedet. Filmen vil alt for meget på alt for kort tid. Den blander genrer, hvilket til tider lykkes, men som oftest virker utilstrækkeligt. Aldrig har jeg set en vampyrfilm med så lidt blod!
Særligt scenen, der er tænkt som en actionspækket afslutning og århundredets kamp, føles flad. Det feministiske aspekt, fortællingen flere gange prøver at inddrage, fremstår til sidst mere komisk end stærkt og inspirerende.
Man sidder altså sjældent på kanten af sit sæde. Trods unge stuepiger dræbes på stribe, så mærker seeren aldrig i sandhed gruen. Mordene er forudsigelige, man føler sig ikke draget af de myrdede karakterer og så fortsætter historien alt for hurtigt videre til næste sekvens. De uhyggelige øjeblikke falder derfor til jorden.
De få gode gys, The Invitation indeholder, er ikke nok til at kompensere for dens mangler. Historien trækker ud, mens afsløringen af vampyrernes identitet alligevel forhastes. Ingen af delene virker overbevisende.
Filmen lader ganske enkelt ikke til at tage sig selv seriøst, hvorfor det er svært for publikum at gøre det. Det er ikke en invitation, man behøver takke ja til.
Kommentarer